Måske, bare måske, burde du forvente noget mere af dine medarbejdere?

Er du den leder, der formår at realisere dine medarbejderes fulde potentiale? Hvis ja, så har du et klart forspring!

 

Alle har potentiale
Din succes som leder hænger ubetinget sammen med din evne til at realisere dine medarbejderes potentiale.
Der er skrevet, og vil fortsat blive skrevet, utallige artikler og blogindlæg om potentiale med forskellige definitioner heraf. Men egentlig handler potentiale om evnen til at udvikle sig indenfor en given disciplin.
Nogle medarbejdere har mere potentiale end andre, hvilket så betyder, at de har en højere grad af mulighed for udvikling. Det handler altså om at acceptere, at du ikke kan skabe en rose, hvis frøet er en mælkebøtte. Kunsten er i stedet at se, hvilke egenskaber mælkebøtten har, og give den de bedste muligheder for at gro og blomstre.
Det er netop derfor, du skal betragte dine medarbejdere som unikke individer med forskellige styrker. Alle medarbejdere har potentiale og mulighed for at vokse – og hermed tilføre mere værdi. Din opgave er at vække ambitionen – sulten!

 

Low hanging fruits
Der er alt for meget uforløst potentiale i virksomhederne. Mange medarbejdere er lavt hængende frugter af potentiale, lige til at plukke. Det handler i langt de fleste tilfælde om, at skabe og øge forventningerne til medarbejderne.
For hvad sker der, hvis du forventer mere af dine medarbejdere?
Historien viser, at de vil indfri forventningerne. Medarbejderne har som udgangspunkt et ønske om at indfri lederens forventninger, og dermed realisere sig selv og det uforløste potentiale, der bare ligger og venter på at blive aktiveret.
Det er dermed ikke kun dig som leder og din virksomhed, der høster mere kvantitativt og kvalitativt ved at aktivere dine medarbejderes potentiale. Du får også en medarbejder, der føler sig mere værdsat. En medarbejder der oplever en arbejdsgiver, der tilbyder karriereudvikling. Oftest får du det ud af dine medarbejdere svarende til det du investerer i dem. Så formår du som leder at realisere dine medarbejderes potentiale, får du:

– Mulighed for at fastholde dine talenter

– Tilfredse medarbejdere, der møder op på arbejdet med gejst og lyst til at yde merværdi – kvantitativt såvel som kvalitativt.

 

Leadership-Follow-Leader-CEO-Ideas_iStock_000016572165_0

 

Opgaver og ansvar
Men det handler også om, hvorvidt du har plantet dine medarbejdere i de rette størrelser krukker. Der skal være plads til at gro, omvendt skal det ikke være for meget plads. Så giv dine medarbejdere den maksimale plads til udvikling og hav tillid til at de vil gro. Det handler oftest om at uddelegere opgaver og ansvar, så perspektivet for medarbejderen bliver udfordrende.
Erfaringen viser, at potentiale kan aktiveres af højere forventninger til medarbejdere – troen på, at de kan noget mere, og pladsen til at vokse. Men det er ikke nok at forvente. Hvis potentialet skal i spil, skal der med forventningerne følge konkrete opgaver og ansvar, der inspirerer og udfordrer medarbejderen.

 

Styrker – forvent mere
Forskning indenfor potentiale peger på, at det er lettest at rykke sig hurtigt der, hvor medarbejderen i forvejen har sine styrker. Det betyder, at der hvor du ser dine medarbejdere allerede har deres styrker, kan du med rette forvente mere. Den nyeste forskning i hukommelse understøtter også dette. Det er meget lettere at lære mere og dygtiggøre sig indenfor emner, hvor du allerede har en del viden i forvejen.
Man kan se på det som de berømte knager, hvorpå man kan hænge sin viden. Jo flere knager du har indenfor et givent kompetencefelt, jo lettere er det at placere viden og bearbejde den. Så når du leder efter viden hos dine medarbejdere, så led der, hvor de allerede har succes.
Det er dig som leder, der har nøglen til dine medarbejderes potentiale. Med denne nøgle har du en stor indflydelse på medarbejderens værdi i virksomheden. Du har som leder en direkte og afgørende indflydelse på, hvorvidt dine medarbejderes potentiale bliver indfriet. Ligeså har du en stor indflydelse på situationen hvis potentialet ikke bliver indfriet. Det er dit ansvar.

 

Har du råd til IKKE at udvikle dine medarbejdere?
Din virksomheds fremtid hviler på dine medarbejderes potentiale. Landets mest succesfulde virksomheder er i konstant udvikling og forandring for at tilpasse sig et marked, der er i bevægelse. Dette kalder på, at du som leder kontinuert leder efter og ser potentiale, og formår at udvikle dine medarbejdere løbende.
Nogle ledere – helt sikkert ikke dig (men du kender uden tvivl nogen) – ser udvikling af medarbejdere som en trussel for deres egen fremtid; hvad nu hvis denne medarbejder skulle vokse sig større og mere kompetent end selvsamme leder?
Jeg ser helt anderledes på det. Udvikling af dine medarbejdere og anerkendelse af deres potentiale er ganske enkelt en ubetinget forudsætning for virksomhedens og din (som leder) succes!
De ledere og de virksomheder der formår at realisere deres medarbejderes potentialer, har helt klart et forspring i en tid, hvor udvikling og foranderlighed står højt på dagsordenen.

Spørgsmålet er ikke: “Om du har råd til at udvikle dine medarbejdere”. Spørgsmålet er: “Har du råd til at lade være?”

Vil du høre mere om, hvad jeg kan tilbyde din virksomhed? Klik HER.