Kender du det – hvor ulideligt træt du kan blive… af dig selv!
Her til morgen skulle jeg – fastende – møde op til indvejning hos min personlig træner. Oh hvilken rædsel. Jeg har de seneste 2 uger brugt samtlige undskyldninger i bogen “Undgå at se dig selv i øjnene”, for at undvige den umulige konfrontation af min egen slatne indstilling, af min egen kogte-spagetti-rygrad. Med andre ord undgået, at hoppe på den afslørende og øretæveindbydende vægt der står og hvisker hånende ord til mig, hver gang jeg sniger mig forbi den i træningscentret. Bare står der og hvisker “tudefjæs”, “selvbedrager”, “tyksak”, “realitetsfornægter” og alskens ubehageligheder – direkte henvendt til MIG!
Arghhhhhhh F**K hvor jeg hadede mig selv i morges!!!!!!! Har du også prøvet at hade dig selv?
De seneste 2 uger har jeg udskudt og udskudt indvejningen – ene og alene fordi jeg ikke havde lyst til, at blive konfronteret med den sorteste samvittighed. Og i de seneste uger har jeg gjort ALT det jeg ikke skulle på kostsiden – spist slik, spist rigeligt med kage, spist chips, drukket alkohol, og spist uhæmmet store mængder af alle måltider. Faktisk har jeg kun været dygtig på to områder – jeg har passet min benhårde træning og IKKE drukket juice/sodavand.
Nå, men tilbage til vægten.
Vægten er gået mærkbart OP (F**K), fedtprocenten er gået lidt mindre op (S***N og H*****E. Jeg har taget næsten 4 kilo på på 5 uger, heraf kun et kilo muskler – resten kan i så tænke jer selv til hvad er!!!
Og det i lyset af jeg havde en krystalklar aftale med min træner om at jeg skulle tabe mig, gå ned i fedtprocent og gå op i muskelmasse.
Træningsplanen er lagt helt stringent, og min træner følger mig i træningscentret med milimeterpræcision, så her er der INTET at sætte en finger på. Jeg passer sågar min egen ekstratræning. Og jeg har jo så også taget et kilo muskler på – hvilket passer meget godt til hvad der er realistisk at tage på på en måned.
Der hvor det er stukket helt af for mig, er på hvad jeg har hældt i kadavret af alskens ubekvemmeligheder – se ovenfor.
Igen – bloodyhell hvor er jeg irriteret på mig selv. Jeg er jo for pokker en voksen mand på 49 år, hvorfor har jeg haft hovedet så langt oppe i …..?
Kender du det? KENDER DU DET, at den plan du har lagt og committet dig til, ryger HELT I HEGNET?
Det er så nederen, og du hader dig selv for det. Hader sig selv på den helt store klinge.
Men hvad så nu? Hvordan kommer jeg tilbage på sporet? Hvordan får jeg brudt denne kurve?
Det der er min metode, er et offentligt commitment om (at udstille mig i den offentlige gabestok), at jeg de næste 7 uger kommer til at leve helt stringent. Med topfokus på kostindtag og træning. Kostindtaget skal være et afvejet kalorieunderskud der giver plads til BÅDE vægttab OG muskelopbygning.
Mit offentlige mål/commitment er:
• At smide 7 kg fedt og bygge 2 kg muskler de kommende 7 uger.
◦ Nuværende fedtprocent er 21,3% – målet er 13,9%
◦ Nuværende muskelvægt er 37,8 kg – målet er 39,8 kg
◦ Nuværende fedtvægt er 18,2 kg – målet er 11,2 kg
◦ Måldato er søndag den 3. april 2016 – med fastende indvejning mandag morgen den 4. april!!!!
(Matematikeren og dig med det skarpe åsyn kan ud fra ovenstående afsløre, at min vægt i dag er 85,4 kg, med målet om at ramme 80,4 kg)
For at optimere muligheden for at nå disse temmelig aggressive mål vil indsatsen være stort fokus på både kost og træning.
Træningen bliver de faste 5-6 ugentlige træninger (heraf 2 med min personlige træner) – i en skønsom blanding af styrketræning, HIIT og løb.
Kosten bliver rigelig. Den skal både generere nok energi til at træne (hårdt) samt være et kalorieunderskud der skaber et vægttab.
Træningen skal også lige krydres med en daglig aftenrutine bestående af armstrækkere og forskellige core-øvelser!
Et eksempel på hvordan min kost kommer til at se ud:
– morgenmad (kl. 0530): en proteinshake (blandet med vand) med 30g havregryn og 10g chiafrø (mixet aftenen før, så det kan trække/blødgøre)
– formiddag: 500g Cheasy skyr
– frokost: kød med tomatsalsa
– eftermiddag: æggewrap (2 æg) med kød
– aften: kød med grøntsager
– nat: 300g skyr med 10 mandler
I alt i nabolaget af 2.000 kcal/dag
Nul sukker, nul kage, nul chips, nul alkohol er prisen!!! Og så naturligvis temmelig fikserede soverytmer – rigeligt med søvn/faste gå i seng tider/faste stå op tider.
En enkelt (måske 2) afvigelser fra dette de næste 7 uger. Ellers er det benhård stringens på denne dagsmenu!
Wish me luck!!!!!! Jeg skal nok holde jer i loopet om hvordan det skrider frem!!!!
Mange hilsner
Thomas