jeg skal bokse – en rigtig boksekamp!?

Du så det her først. Thomas Friisnæs nu som bokser – jeg skal tabe 10 kilo og slå et andet menneske i hovedet. Sådan for alvor. Men hvorfor? Hvorfor gør jeg det? 

Det startede som en dum drøm, men det er blevet alvor, og jeg har kastet mig ud i et temmelig uoverskueligt projekt. Projektet er at bokse en “for alvor”-boksekamp mod en “for alvor”-modstander. Altså en fyr, der har tænkt sig at slå efter mig – efter min mave og efter mit hoved.

Men hvorfor dog?

Det giver egentligt hurtig en slags mening. Jeg har valgt et liv, hvor jeg hele tiden proaktivt søger at udvikle mig, at blive hurtigere, nå højere, blive stærkere, gøre det hele smartere. Jeg har valgt stien som erhvervscoach, hvor jeg kontinuerligt udvikler og dygtiggør andre mennesker i hovedet såvel, som på det seneste, stien som personlig træner, hvor jeg udvikler og dygtiggør andre mennesker i kroppen.
Min overbevisning er, at det bedste udviklings- og læringsfelt er udenfor komfortzonen. Det prædiker jeg. Altid. Og jeg skal love dig for, at jeg er på vej ud af min komfortzone. Jeg er aldrig blevet slået på, og jeg har aldrig slået en anden. Begge dele fylder mig med lige dele ærefrygt. At skulle have på munden ser jeg ikke frem til. Og jeg er ligeså skræmt over at skulle slå på et andet menneske.

Forleden, lige da datoen for min kamp blev meldt ud, sad jeg og funderede over de mulige udfald. Enten taber jeg eller… så vinder jeg! Og jeg fik overbevist mig selv om at sejr eller nederlag var lige meget. Det vigtigste var at deltage, at turde stille op til en boksekamp og naturligvis at gennemføre projektet. Jeg grublede lidt videre, da jeg ikke rigtig kunne mærke mine egne ord, og kom til den konklusion, at jeg i fuld fart ved at bygge min egen bagdør for succes ind i ligningen. Med tab og vind med samme sind kunne jeg jo kun komme ud af projektet som “vinder”, og så alligevel er dette simpelthen en kende fesent.

Nej, fandeme nej. Jeg stiller ikke op til denne boksekamp for at tabe. Han skal have bank. Sådan alvorlige bank. Det skal være mit mantra helt frem kampen!

Min rejse og transformation frem til i dag – tilbage fra 2013 – skal krydres med endnu en selvpåtaget udfordring – denne boksekamp. Tilbage i starten af 2013 landede nålen på vægten på 110 kg. Som sådan en ikke for høj en vægt, såfremt jeg lå i højdeintervallet 210 cm til 243 cm som er normalvægts BMI-intervallet (mellem 18,5 og 24,9). Men da målebåndet desværre kun viser 182 cm, måtte jeg jo nok erkende, at jeg var endt op i den lettere erotisk buttede afdeling. Eller rettere.. jeg havde ladet stå til. Og var henover årene ganske enkelt blevet tyk!

Som tyksak havde jeg lullet mig ind i accepten af sådan er det nu alligevel en gang, jeg er jo glad, veltilfreds og acceptabelt velfungerende. Vægten var siden 1991, hvor jeg vejede 72 til mit bryllup, let og gelinde steget 38 kilo på 22 år – et ganske pænt gennemsnit på 1,7 kg pr. år (omregnet i kcal faktisk “kun” 12.400 kcal/år. Og er man så en talnørd eller bare en foodie, så svarer det til 240 kcal for meget pr uge i de 1.144 uger, der var løbet gennem timeglasset. Eksemplificeret er 240 kcal en skive knækbrød med smør og 2 skiver ost (nu tænker i sikkert; hvorfor dog med smør på, når nu der også er ost? Men sådan var det nu en gang – jeg spiste både ost OG smør (sågar en sjælden gang imellem, når jeg spiste Nutella, ja så kom der også smør under!)).

Tilbage til transformationen. Min salig daværende (og nuværende) tandlæge (man er vel medicinsk uddannet) spurgte mig i 2013, hvordan jeg havde det med at være overvægtig. Jeg replicerede, som hundredevis af gange tidligere, at jeg havde det helt fint med det, at det værste var, når jeg skulle have svømmefødder eller skistøvler på, for så var der godt nok langt ned, men ellers at tykke mennesker jo altid er smilede og aldrig havde rynker – vi fyldte jo huden ud! Han (tandlægen) er så insisterende, og spørger mig om jeg ved, HVOR min overvægt sidder? Klart, klart svarer jeg og hiver mig i min store mave og i mine kærlighedshåndtag på siderne. Der sidder halvdelen af din overvægt, siger manden? Og da jeg så er et nysgerrigt menneske, spiller jeg med på legen og spørger så, hvor resten af min overvægt sidder? Svaret var – og for mit kommende vægttab ubetinget vigtigste argument – det sidder rundt omkring dine organer. Bam, den sad lige i masken. Derfra startede rejsen mod et sundere og længere liv.
I dag – langt fra endestationen – står jeg så nu på en midtvejsstation, og har udfordret mig selv ved at kaste mig ud i et projekt, der kulminerer med en rigtig boksekamp.

Boksekampen bliver med lir og farvelade! Intet mindre en en afvikling på Casino Copenhagen kan gøre det. Et dinnerstævne – top dekadent at tilskuerne sidder ved ringside-borde med hvide stofduge og høje vinglas, spisende og drikkende, mens tosser som jeg danser mere eller mindre elegant rundt og slår på hinanden, mens blod, sved og tårer flyver rundt i luften – med alt mellem 300 og 600 tilskuere – alle heppende på hver sin favorit i hvad der formodentlig bliver 6 kampe henover en festlig lørdag aften.

Datoen er sat. Stævnet løber af stablen 12. december om aftenen på Casino Copenhagen.
Et mere specifikt kampprogram annonceres senere, og det vil blive muligt at købe billetter til  stævnet.

Sæt et stort fedt X i kalenderen. Det ville være fantastisk, hvis du kom forbi og heppede på mig!
Kombiner det med at hænge ud med dine bedstevenner, gå lidt på casino, få lidt godt til ganen og se bøllebank blive givet og taget.
Jeg er sikker på, det bliver en fest – i hvert fald for dig! Jeg har uden tvivl indkasseret nogen urolige nætter i dagene op til stævnet… Sommerfuglene er allerede begyndte at flakse rundt. Bare ved tanken…

Første projekt bliver at smide 10 kilo inden 1. oktober, da jeg sandsynligvis skal stille op i 80 kilos-klassen (ja ja, jeg ved godt, at jeg tidligere skrev jeg vejede 85 kilo – det gjorde jeg også lige FØR sommerferien – men hold da nu op, den ferie var hård ved mig. Jeg tænker at jeg ubevidst prøvede at indhalere alt, hvad det sydfranske havde på hylderne af chokolade, chips og rosé-vin. Og så måtte jeg betale prisen ved at have krydset 90 kilos-grænsen her pr. 10. august, da jeg begyndte på arbejde og træning igen efter ferien. De ekstra 5 kilo sad så dejligt på maven og sidebenene – fedtcellerne må have en elefants hukommelse, siden de åbenbart lige ved hvor de skal sætte sig igen).
Nu er den første milepæl så 1) at tabe sig de 10 kilo, 2) at forbedre min kondition, 3) at prøve at blive slået på (og jo, der er rigtig mange, der har budt sig til) og 4) prøve at slå på en anden!
Anden, tredie og fjerde milepæl er to-be-defined!

Peace out derude. I’ll be back!!!